Blog Image

Yoga og psyken

Om bloggen

Denne blog handler om yoga og psykologi, og kombinationen af de to. Jeg skriver om mine egne personlige erfaringer, giver forslag til øvelser man kan lave hjemme, foreslag til personlig udvikling og er det forum hvor jeg ligger afslapningsøvelser, yogaøvelser, og links til sider jeg selv benytter, ud.
Ude i venstre side er der en oversigt over de forskellige kategorier, og ellers er det de nyeste blog-indlæg der ligger først uanset kategori. Skriv hellere end gerne en kommentar til indlæggene, eller send en e-mail, hvis du har spørgsmål eller forslag!

Asana

Yogaøvelser Posted on Wed, July 31, 2013 13:11:50

Jeg bruger ofte sanskrit navnene for nogle af yogastillingerne, da jeg synes der er en smuk symbolik i disse. Sanskrit er et kultursprog i stil med latin, men i modsætning til dette så benyttes sanskrit ganske ofte i Indien, blandt andet i forbindelse med religiøse ceremonier, og er desuden tilbagevendende når man undervises i yoga i Indien. Sanskrit er i høj grad et beskrivende sprog, således yogastillingerne hedder det de ligner (ind imellem på niveau med stjernebilleder, hvor der skal en vis kreativitet for at kunne genkende det), og så kan de forskellige navne kobles på kryds og tværs.

Jeg holder mig til at benytte et lille udvalg af de mere gængse navne, og på mine timer vil der således være en række stillinger, hvor jeg benytter begge navne i flæng. I solhilsenen (surya namaskara) bruger jeg navnene bjergstilling (tadasana), barnestilling (balasana) og kobra (bhujangasana). Her ud over bruger jeg behagelig siddende stilling (sukhasana), behagelig liggende stilling (savasana), træet (vrksasana), ploven (halasana), hjulet (chakrasana), hovedstand (sirshasana), stolen (utkatasana), halvmånestilling (chandrasana), kragen (bakasana), trekantsstilling (trikonasana) for bare at nævne et udvalg.

Fælles for alle stillingerne er endelsen på “asana” som betyder “stilling”, og alle asana kan afkodes, fx trikona = trekant sammensat med asana = stilling, derved trikona asana, eller bare trikonasana.

Jeg sørger for så vidt muligt at starte med at benytte det danske navn, men ind imellem er det engelske navn eller sanskritnavnet så meget mere beskrivende at jeg primært bruger det. Behagelig siddende stilling er således langt mere besværligt at benytte end sukhasana, så her vil det ofte være sanskrit versionen jeg vælger. Til gengæld er mange af de sammensatte stillinger meget lange at benytte på sanskrit, så her bruger jeg som regel en dansk variant over navnet, fx hedder hundestillingen, eller “hund hovedet ned” ofte bare “hunden”, og på sanskrit adho mukha svanasana.

Jeg forventer ikke at man som deltager skal kunne alle navnene på stillingerne, hverken på sanskrit eller engelsk og faktisk heller ikke det danske navn, det er et tilbud om med tiden, når øvelserne bliver tilpas velkendte, at kunne genkende stillingen alene ud fra navnet og derved finde hurtigere ind i en given stilling. Jo hurtigere en stilling opnås, jo mere overskud kan der findes til at arbejde med de små detaljer i denne, og derved få teknikken helt på plads. Men det tager tid, og så gælder det om at huske på at hele grundtanken i yoga er at det er selve vejen som er interessant, og ikke målet i sig selv.



Udendørs yoga

Yogaøvelser Posted on Tue, July 30, 2013 13:51:01

Hvis der er en ting jeg virkelig holder meget af, så er det yoga udendørs, fordi man har en hel anden fornemmelse af omgivelserne. Ofte er der ikke adgang til musik, så der bliver omgivelsernes lyde ekstra tydelige, og underlaget der er ujævnt skaber et ekstra element i form af en balancemæssig udfordring. Desuden kan der være højt græs, eller sten under ens underlag, som måske skal trampes lidt ned eller fjernes forinden. Eller det kan være nyslået græs eller insekter som gerne vil deltage på ens underlag, som man så skal tage højde for, men disse udfordringer skaber bare et helt andet nærvær end i en airconditioneret holdsal.

Jeg beslutter ind imellem at mine undervisningstimer skal foregå udenfor, så eksempelvis i Fitness World på Vestre Stationsvej, har vi stået på plænen ude bagved. Der er godt nok en bakke som giver en udfordring i forhold til hvordan man står, men man enten kan bruge den som en slags podium, eller være kreativ og bruge den som hjælp til at slå kolbøtter. Og på Odensevej er vi gået lidt ned ad Valmuemarken, til en grønt område, som passer perfekt til at lave yoga på! Der er dog borde og bænke-sæt, så sidst vi var der havde vi publikum, men et meget venligt af slagsen, som klappede da vi var færdige.

I Goa, Indien har jeg kun oplevet at lave yoga med et tag, men ellers åbent ud til omgivelserne, det ene af stederne havde vi udsigt ud over Det Indiske Ocean, og et andet lå midt i et hotelkvarter, men dog med kokospalmer og eksotiske vækster som nærmeste naboer, dér er denne opbygning af salen en meget naturlig kombination af at ville opnå så god udluftning som muligt, og samtidig kunne være i skygge. I Danmark begrænses de udendørs fysiske udfoldelser i højere grad af vejret, idet det skal være varmt nok, men samtidig ikke for varmt, og så skal det helst være tørvejr, så det er ikke alle dage som egner sig lige godt – og derfor prøver jeg at udnytte alle de dage som så gør!

Så hvis du er med på mine timer, på en af de her gode dage, kan du være heldig at opleve glæden ved udendørs yoga!